Hvis jeg skulle afskaffes, eller der statsligt skulle laves en lov imod mig, så skulle den netop ikke være helt så specifik, at jeg ikke kunne kæmpe for ikke at falde ind under den. Lad os sige, den angiver forbogstaver i navn, hårfarve, tungens tykkelse, stemmens frekvens, stofskiftet, uddannelsesgraden, fysisk formåen under løb i 12 minutter, intellektuelle og kunstneriske interesser samt alle bogstaver i efternavnet herunder altså også ”S,” og at jeg præcist opfylder alle disse kriterier, hvorfor loven slet og ret ser ud til at være mod mig, selvom mange andre naturligvis bliver prøvet og undviger.

Såfremt dette er tilfældet, jeg mener: såfremt alene dette er tilfældet vil selve denne proces for mig føre til stor glæde, og jeg vil vidtløftigt argumentere for, at mit efternavn kun efter en vis interessebestemt fortolkning indeholder ”S” som det sidste bogstav. Hele sagen vil give mig nyt livsmod, ja, man kunne sige: livsmodet vil give mig en ny sag. Der er jo masser af muligheder: ”Kaels”, hvad hedder det ikke på latin? Med hvilken ret kan man fjerne S`et? Hvorfor vil det med lange argumentationskæder faktisk være velbegrundet? Hvorfor vil S`et ligefrem være en gammel etymologisk fejl, og hvorved dømmes jeg så alligevel? Dette gemmer vi lidt.

Sagen er, at jeg med denne proces får mulighed for at anklage et stort system, der under ingen demokratiske omstændigheder – så vidt jeg ved – kan forbyde et menneske, men nok totalt fortie, hvad dette menneske kan. Sagen er, at hele apparater må anklages og beskytte sig, at mennesker må vægre sig, at der må forefindes principielle afgørelser, at der må være fornægtelser og løgne, at der må springes led over i retshandlingerne, at politikerne må manipulere, hvad dog kun sker, for så vidt ikke også de beskytter sig med hævdvunden og lovformelig uvidenhed. Folk må intet turde gøre og intet turde svare. Systemer må blottes, og ingen må ville opdage det, og først her igennem må jeg umisteligt falde for systemets dom, det næsten godtroende fremstiller som min egen.

Det handler om den omgængelige venlighed, jeg opfattes med, og som i mit tilfælde kun kan være manipulation samt det forhold, at jeg som et ondt menneske, på det mest falske grundlag, lovpriser kærligheden, som en kraft, der er større end min egen. Nok måler teknologien, at min stemme afslører ægte kærlighed, idet den imidlertid derfor omdefinerer, hvad ægte kærlighed er. Men der findes ikke grund til biologisk at kunne antage eksistensen af så sammensat et væsen, der jo heller ikke er sammensat teknologisk og trods alt ufredeligt afgår ved døden på præmisser hinsides den biologiske intolerance overfor ikke menneskemanipuleret normalitet. Det er netop fremtidens problem: at man ændrer sager og derved ikke fører dem. Skylds- og lidelsesprocesser er det farligste privilegium at fratage mennesket. Modsat er de just tilstrækkelige for at bevare det.